Voldsramte kvinder og børn er vores æresgæster
Holstebro Krisecenter modtager kvinder og børn som helt særlige gæster, der skal have omsorg og hjælp. Fysisk og psykisk vold har hakket selvværdet i stykker. Det er den sidste rest, du måske har, der får dig til at søge hjælp på krisecentret. Leder Karin Houmann har set det så mange gange, og krisecentret kan hjælpe dig, lyder den klare melding.
Du står midt i kaos, når du kommer ind ad døren på Holstebro Krisecenter for at få hjælp. Modtagelsen er ens for alle, uanset om du flytter ind eller skal have hjælp i den gratis rådgivning. Leder Karin Houmann beskriver situationen som at kigge ned i en gullaschgryde.
- Alt er mørkt, brunt og rodet. Så i de samtaler, vi har med nye, sidder vi og piller tingene op af gryden. Hvad er det? Hvad er det? Vi får så at sige skilt ærter, gulerødder og alt muligt fra hinanden, så grydens indhold står mere tydeligt frem. Billedet er stadig rodet, men vi lægger en ramme om det hele og tager bid for bid fat om de problemer, vi kan se, du kan have brug for hjælp og støtte til for at komme væk fra volden.
Vold er et stort tabu
Men det er et kæmpe skridt overhovedet at opsøge hjælp, hvis du er udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold fra din partner, fordi volden er så tabubelagt, oplever Karin Houmann.
- Vi vil gerne udadtil i familien fremstå, som om alt kører. Alt er flot og fint. Derfor er det så svært for mange kvinder at tage det første skridt og søge hjælp, hvis de er udsat for vold.
Karin Houmann hører nogle gange, at det skulle være svage kvinder, der søger hjælp på et krisecenter. Det vil hun gerne mane i jorden.
- Det er ikke svage kvinder, der kommer her. De mærker der er noget der ikke er, som det skal være. De er stærke kvinder, fordi de har taget det der kæmpe, kæmpe skridt at sige: “Jeg vil ud af volden”.
”Hun er nok selv ude om det…”
Ofte vil du være i tvivl om det, du er udsat for, er vold. Sådan er det for rigtig mange af de kvinder, der kontakter Holstebro Krisecenter, fortæller Karin Houmann.
- Men hvis du er i tvivl, om du er udsat for vold, så er du udsat for vold. Altså hvis du får tanken: "Gad vide, om det er vold”. Så er det vold. Der er mange grader af vold. Mobning er også vold, det nedbryder dig psykisk. Det er vold, men vi pakker det ind i ordet mobning, så det er mere spiseligt. Men det er vold og kan have alvorlige konsekvenser.
Psykisk vold er mest udbredt
På Holstebro Krisecenter er målet lige så stille at gøre dig stærk igen. Det er meget forskelligt fra kvinde til kvinde, hvad vejen er til det. Kvinderne på krisecentret er lige så forskellige som i resten af samfundet. De færreste kommer fordi de tæsket gul, blå og grøn. Den psykiske vold, er det krisecentret oftest ser, hvor kvinden er fuldstændig nedbrudt. Hvor du ingenting kan overskue, heller ikke dine egne børn, og du føler dig ikke noget værd. Du er i chok i det. Du kan være truet på livet.
Uanset hvad årsagen er til, at du kontakter Holstebro Krisecenter, så vil du først og fremmest møde personale, der anerkender, at du har et problem
uden at fordømme dig. Kvinder der oplever vold, møder bevidst eller ubevidst fordømmelse mange steder fra: ”Hun er nok selv ude om
det…”. Man er aldrig selv skyld i vold af nogen art, slår Karin Houmann fast.
- Vi oplever også, at en voldsramt kvindes adfærd fejlagtigt bliver opfattet som om, hun er psykisk syg. På Holstebro Krisecenter er personalet meget opmærksom på, at det ikke må ske. Vi bruger meget tid på at lytte og høre din historie, så du får den rette og professionelle hjælp.
"Jeg ved det virker, det vi gør."
Viften er bred med den omsorg og støtte, du kan få fra ansatte med ekspertise i at hjælpe voldsramte kvinder og deres børn. Du får rådgivning, psykologhjælp, hjælp til at gå til politiet, kommunen, Familieretshuset, til at genvinde tillidsforholdet med dine eventuelle børn og meget, meget mere.
- Hele arbejdet handler om at komme ud af volden. Og det er ikke bare at flytte væk fra volden. Det handler også om at arbejde med, hvad det er, der er sket med dig, og hvordan du håndterer det fremadrettet, fortæller Karin Houmann.
Voldsramte kvinder er også ramt af skyld og skam
Masser af skyld og skam plager rigtig mange af de voldsramte kvinder, der kommer på krisecentret. Det fylder meget i processen på vejen væk fra volden.
- I starten kan kvinderne sige: “Det er min skyld, jeg blev slået". “Jeg var også lidt hidsig”. Hendes ex har samtidig været rigtig dygtig til at bekræfte, at det er hendes skyld, han var nødt til at slå. Men når hun indser, at det ikke er hendes skyld, men det er hans. Det var ham, der slog, og så bliver skammen forstærket. “Puha, jeg har ladet mine børn se det her. Puha, hvad tror naboerne ikke om mig”? Det er skamfuldt ikke at kunne stå op for sig selv.
Skam er en del af vores kultur, og derfor oplever mange af de voldsramte kvinder, der kommer på krisecentre, skammen så stærkt, mener Karin Houmann.
- Vi er lynhurtige til at blame, når vi hører om en kvinde, der er udsat for vold. “Hvorfor gik hun ikke bare”, siger vi. Eller da Mia blev dræbt i Aalborg, “hvorfor satte hun sig ind i bilen”. Eller hvis der er en, der bliver kørt ned, "jamen hvorfor så han sig ikke for”. Ja, hvorfor? Der er jo ingen, der gør sig selv skyld i så voldsomme ting. Det sker ikke med vilje. Havde man kunnet undgå det, så havde man gjort det. Skammen skal der arbejdes rigtig meget med, også når man går herfra og møder sit netværk, så kvinderne når hen til, at de kan sige: “Jeg vil ikke være skamfuld over det her, for det er ikke mig, der har gjort det”.
Alle får hjælp på Holstebro Krisecenter
Alle der kommer på Holstebro Krisecenter bliver hjulpet i en eller anden grad.
- Jeg ved det virker, det vi gør, kommer det med eftertryk fra Karin Houmann.
Hun ved det ud fra de mange tilbagemeldinger, der kommer fra kvinder, der har været der.
- Det kan være en kvinde, der skriver, jeg kommer og besøger jer, for jeg vil så gerne lige vise jer, at jeg har det godt. En anden skriver: “Karin, jeg har fået kørekort. "Yes, det kunne jeg”. De skriver, at de har fået job, at deres børn klarer sig godt i skolen. En kvinde skrev også: “Jeg har sagt mit job op, fordi jeg oplevede, at der blev udøvet mobning, og det kunne jeg ikke holde til”. En fortæller hun har tabt sig 30 kilo. Hun kom her som meget overvægtig, fordi hun har spist og drukket for at gøre sig ulækker overfor sin mand for at holde ham væk. Det er jo lige fra de der små ting, vi hører om til nogen, der har taget skelsættende skridt. Når jeg hører om alle de ting, så ved jeg, at det, vi gør, virker. Alle bliver flyttet i en eller anden grad.
"Alle har ret til et liv uden vold."
Det er dog ikke alle, der bliver flyttet til et liv uden vold, fordi der er en kæmpe proces, siger Karin Houmann.
- Som voldsramt kvinde kommer man herfra, og kan se nogle faresignaler på vold, og selvværdet og selvtilliden er blevet styrket. Vi giver dig en ballast, så du igen tror på, du kan noget og er noget værd. Men det skal du fortsat arbejde med, når du tager herfra. Vi kan ikke fikse det, men giver dig nogle redskaber. Vi er en slags skadestue, hvor der jo også er et arbejde med at blive helbredt efter sådan et besøg.
Grib ind ved mistanke om vold
Karin Houmann ved, at et krisecenter kan flytte meget for den enkelte kvinde. Men hun efterlyser i den grad et større ansvar fra samfundets side, hvis vold og drab i nære relationer skal fylde mindre i statistikkerne, og krisecentret skal have færre besøg. Mens den generelle vold i samfundet falder, så sker det ikke for vold i nære relationer.
- Dels skal vi selv gribe ind, når vi hører og ser noget. Hvis der er uro hos naboen, så går man ind og spørger, om der er noget, man kan hjælpe med. Eller gøre som en af vores frivillige gjorde på en restaurant, hvor manden ved nabobordet i den grad skældte konen ud og talte ned til hende. Hun rejste sig, gik over til manden og tilkendegav: “Jeg hører, hvad du siger”. Vi skal turde at gå ind i det på samme måde som med spritbilisme. En gang grinede vi lidt, når én havde fået lidt for meget at drikke og ville køre en bagvej hjem. Det er ikke socialt acceptabelt i dag. Vi skal også have en stikkerkultur i forhold til det her.
Vold pakkes ind med alt for positive ord
Men også på samfundsplan er det vigtigt, at der bliver talt meget mere om vold i nære relationer og konsekvenserne af vold, eksempelvis med forældrene allerede under graviditeten, mener Karin Houmann. Ligesom hun også mener, der skal langt mere forebyggelse af vold ind i skolen.
Det også på tide, vi kalder tingene for det, de er, når det handler om vold i nære relationer, så alvoren bliver endnu mere tydelig, understreger hun.
"Han stak sit lem ind i hendes vagina."
- Når der eksempelvis bliver lavet anklageskrifter ved seksuelle overgreb, så bliver der brugt ord, der pakker ugerningen ind. Hvis én har forgrebet sig på et barn, så kan der stå i anklageskriftet, at onklen for eksempel kyssede hende. Nej, det gjorde han ikke. Han stak sin tunge ind i munden på hende. Kysse er et alt for positivt ord. Vi skal beskrive, hvad der sker. Eller når en kvinde er blevet voldtaget, så er ordene i anklageskriftet ufrivilligt samleje. Nej, det er det ikke. Det beskriver ikke, hvad der faktisk skete, nemlig at han stak sit lem ind i hendes vagina. Samleje er et positivt ord. Vi skal simpelthen holde tingene adskilt, og det kræver en kulturændring. Vi kalder det jo heller ikke for ufrivillig boksning, når et offer bliver slået ned foran bodegaen. Nej, han fik tæsk.
På Holstebro Krisecenter bliver der kæmpet for at: Alle har ret til et liv uden vold. Kampen gælder både for dig, som søger hjælp på krisecentret, og alle de andre voldsramte kvinder, der er derude.
Læs mere her:
