Lussinger er ok - men du må ikke brække knogler og slå tænder ud
Stine gik meget langt for at indordne sig i sit voldelige forhold. Til sidst kunne hun ikke mere. Hun stak fødderne i et par gummistøvler tog sin jakke på og løb forslået sin vej. Hendes far og stedmor fandt hende, fik hende til læge, som opfordrede hende til at tager på krisecenter.
Her halvandet år efter Stine stak af i sine gummistøvler, er det en helt anden kvinde, der kigger på sit nu 26-årige jeg. Næsten et års ophold på Holstebro Krisecenter og solid støtte fra en psykolog har været en nødvendig vej for at nå dertil, hvor hun er nu, fortæller en lettet Stine.
- For en gangs skyld i lang tid, så kan jeg faktisk sige, jeg har det OK. Det går virkelig den rigtige vej nu. Jeg kan se min dejlige familie igen. Jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til. Hvis jeg har lyst til at gå ned i byen, så kan jeg gøre det, og jeg kan kigge på alle de mennesker, jeg har lyst til uden at få dårlig samvittighed over det. Jeg kan indse, hvor godt mit liv er nu uden ham.
Stine fortæller med stort overskud og stor overbevisning om sit nye liv og drømme, efter hun har berettet om syv år med kontrol, kvælningsforsøg, hashmisbrug og en ekskæreste, hun på trods af volden også holdt af.
Ekskæresten kontrollerede alt
Kontrollen og den psykiske vold begyndte da ekskæresten fandt ud af, at Stine havde være ham utro i starten af deres forhold.
- Det knækkede ham. Han begyndte at møde mig med mistro. Jeg har altid været en drengepige, men han kunne slet ikke håndtere, hvis jeg overhovedet så på en dreng. Jeg stoppede med at snakke med folk for ligesom at undgå de diskussioner, vi havde, og jeg blev mere indelukket.
Stine var et eller andet sted godt klar over, at det ikke var ok. Hun ignorerede det, tog bare en maske på, og så var det hele okay, fortæller hun.
Men det blev ved, og det blev værre, og Stine kan i dag se, hvordan hun fik tvistet sin egen opfattelse af tingene. Hun kunne komme hjem og fortælle en sød historien om en hund, der havde snuset til hendes hånd på en gåtur. I stedet for smil oplevede hun at blive mødt med mistænkeliggørelse om, hvorfor hun var gået den vej, om hun skulle mødes med en, om hun holdt noget hemmeligt.
"Han begyndte at slå, sparke og tvinge mig til sex."
- Alt blev fordrejet til, at jeg havde gjort noget forkert. Han var meget jaloux, og jeg blev hele tiden mindet om, at jeg havde været utro. En dag var der spor fra en bil i vores indkørsel, og han troede med det samme, at jeg havde haft besøg af en anden mand. Der var også en gang, hvor jeg havde kørt med nogle arbejdskolleger til en messe og blev sat af lidt ikke så langt væk fra arbejdet, hvor min ex sad i vores bil for at hente mig. Men fordi han ikke så, at jeg blev sat af og havde gået det lille stykke hen til bilen, troede han, at det med messen var noget jeg havde fundet på for at se en anden.
Konstant på vagt
Selv en barbering under armene kunne blive mødt med, hvem hun skulle vise sig frem for, husker Stine. Det var i forbindelse med, hun skulle på et flere dages skoleophold med overnatning.
- Jeg skulle tage telefonen lige med det samme, når han ringede. Hvis han havde ringet mere end tre gange, eller der gik for lang tid, inden jeg svarede hans SMS’er, så blev jeg mødt med, ”hvad laver du?”, ”hvorfor svarer du ikke?”. Så det blev ligesom en vane, at jeg skrev til ham hver morgen, når jeg vågnede, og jeg skrev, når jeg havde pause, og hvis jeg lige pludselig ikke gjorde det, så begyndte han at stille spørgsmål.
Stine var hele tiden på vagt overfor, hvilket humør han var i, og hun sørgede selv for ikke at virke ked af det.
"Han kørte på mig, kaldte mig forfærdelige ting."
- Jeg husker også, at jeg mange gange kunne bruge hele dagen på rende rundt og vaske op og støvsuge og sørge for, at han kom hjem til et ordentligt hjem, hvor der ikke var noget at sætte en finger på. Jeg kunne være så stresset, at jeg begyndte at græde. Men når han kom hjem, så var det ikke noget med, ”jeg har savnet dig”, men i stedet holdt han øje med, om tingene var gjort. Jeg var konstant på overarbejde, for at gøre ham glad og tilfreds. Jeg tænkte hele tiden på hans følelser og hans behov og satte mig selv på standby. Jeg turde ikke sætte min fod ned og fortælle min mening, da det kun mødte modstand og blev tvistet.
Lussinger og kvælertag
Ekskærestens stemningsbarometer styrede fuldstændig forholdet og Stine. Hun begyndte at undersøge på nettet, om det var normalt at blive kontrolleret, men kunne ikke få sig selv til at gøre noget ved det. For selvom ekskæresten ofte var træls, og han ofte begyndte at råbe og skælde ud, så var der også tidspunkter, hvor der bare var glade dage og ren kærlighed.
Situationen blev for alvor alvorlig, da Stines ekskæreste fandt ud af, at hun igen havde været sammen med en anden.
- Jeg søgte en anden form for kærlighed end den, han kunne give mig. Det fik det til at knække fuldstændigt for ham. Han begyndte at blive fysisk også. Han begyndte at slå og sparke og tvinge mig til sex. For at kontrollere det, lavede jeg en kontrakt med ham om, hvad han måtte og ikke måtte.
Jeg skammede mig sådan over at have været utro, så jeg ville på en måde hjælpe ham af med hans frustrationer.
Kontrakten lød:
- Du må give mig lussinger og sparke.
- Du må ikke slå tænder ud og brække knogler.
Brændende jalousi
Stine oplevede ikke nogen stopknap hos ekskæresten. Jalousien brændte i ham.
- Han kørte på mig, kaldte mig forfærdelige ting, smed mig på gulvet, slog og sparkede, tog kvælertag, spurgte hvor mange gange vi gjorde det, om jeg kunne lide det. Jeg kunne ikke forudse, hvornår han gjorde det. Vi kunne i det ene øjeblik sidde og ryge joints og mere eller mindre hygge os og have det nogenlunde okay, og så kunne han det næste øjeblik gå i sort og overfalde mig.
Det stod på i tre måneder, hvor Stine håbede, at jalousien ville fortage sig og volden ville stoppe, og det hele ville blive godt igen.
Men tværtimod. En dag var det ved at gå helt galt. Ekskæresten tog kvælertag på Stine, så hun ikke kunne få luft. Her indså Stine, at hun ikke kunne blive i forholdet, og et par dage efter valgte hun at stikke af, mens han var ude at handle.
Ekskæresten blev urolig, kontaktede Stines familie, som fandt hende og tog hende med hjem. Hun kom til læge, som tjekkede mærkerne efter kvælningsgrebet, de mange andre synlige blå mærker, hun havde på kroppen, de blodsprængte øjne og de beskadigede ribben. Der blev taget billeder, så de tydelige fysiske skader blev dokumenteret, og lægen opfordrede Stine til at tage på krisecenter.
"Man fornemmer, at man ikke er alene."
Stine syntes først, det var for meget at gøre ud af det. Hun tvivlede selv på, det var så slemt, men tog alligevel til en samtale på Holstebro Krisecenter. Her gik alvoren op for hende, da hun blev spurgt: Hvad er forskellen på at tage et andet menneskes liv og tage kvælertag?
- Ja, de ligger meget tæt på hinanden. Min sag blev også senere vurderet på Retsmedicinsk Institut i Aarhus. Han havde taget kvælertag, jeg havde været bevidstløs, det kunne de konstatere, fordi jeg havde tisset i bukserne, og det er tegn på, at det var meget tæt på, at han havde taget livet af mig.
Jeg var ikke den eneste i verden med en kontrollerende og voldelig kæreste
Selvom det hele var meget overvældende i starten, så faldt Stine lige så stille til ro og opholdet på Holstebro Krisecenter kom til at vare næsten et år.
- Jeg mærkede, hvor mange søde mennesker, der var til at tage hånd om alle de svære ting, jeg stod med. Jeg kunne snakke med de andre søde kvinder. Det gjorde det også lidt nemmere. Bare det med at vide, at der var andre, der havde haft det ligesom mig, det betød faktisk rigtigt meget, så man fornemmer, at man ikke er alene. Når man har været igennem noget så voldsomt og har været i et forhold med en, der forskruede alting, så har man svært ved at samle tankerne og indse, hvad man har været igennem. Det med at kunne spejle sig i andre det hjalp faktisk rigtigt, rigtigt meget.
Personalet og den psykolog, der er tilknyttet Holstebro Krisecenter, hjalp Stine gennem en lang række samtale med at få styr på kaos i hovedet og med at finde ud af, hvad hun ville med sin fremtid.
"Jeg så de røde flag."
En var en lang proces, hvor hun også fik hjælp til en masse overvældende praktiske ting. Først og fremmest den retssag, der fulgte efter ekskærestens overfald, som hun med personalets hjælp fik meldt til politiet.
- Alt det med retssagen, det er noget man virkelig tager tilløb til. Man tvivler jo hele tiden på, om det har været så slemt. Mange gange efter jeg havde sagt, at jeg gerne vil have den her retssag til at køre, spurgte jeg personalet, ”kan jeg trække det tilbage igen?”, fordi det egentlig var en meget, meget hård proces. Det er ligesom en snebold der ruller. Jeg fik en advokat og blev afhørt, og jeg skulle ligesom grave alt det, som jeg havde lyst til at glemme, op igen.
Gik tilbage til voldelig ekskæreste
Ekskæresten blev idømt seks måneders fængsel, som han ankede. Det hele blev rullet op igen. Dommen blev imidlertid fastholdt i Landsretten.
Under forløbet fik Stine det, hun kalder et tilbagefald.
- Jeg blev bare ved med at tænke, jamen var det nu så slemt, og jeg savner jo også det, vi havde. Det var så mærkeligt det hele, at jeg blev ved med at finde nogle lyspunkter i ham. For når man kommer ud til verden igen, så kan det hele bare være så skræmmende, og så var det ligesom bare nemmere at komme tilbage til det, man kendte. Jeg vidste, hvad for nogle ting han ikke kunne lide og godt kunne lide. Det var nemmere at gå tilbage til ham, end ud i en verden, man ikke rigtig kender til.
Stines familie havde meget svært at forstå, hvordan hun kunne være sammen med ham igen og trak sig væk fra hende.
- De så mig lidt som en løgner, som en man ikke kunne stole på.
Stine havde i den periode en lang række samtaler med personalet på krisecentret og psykologen om, hvad der var, der skete.
- De siger jo alle sammen, at det er rimeligt normalt for kvinder, der har været gennem sådan nogle ting som mig, at de prøver at finde tilbage.
"Jeg vil ikke lade det styre mig."
Selvom ekskæresten ikke længere var fysik voldelig, så var han stadig brændende jaloux, da de genoptog forholdet. Samtalerne hjalp Stine til at se, hvor meget hun blev kontrolleret, og at det hele skulle dreje sig om ham. Hun kunne efterhånden se alle de tegn, der var på, at forholdet var meget usundt for hende.
- Jeg endte forholdet. Jeg så de røde flag, og har taget dem alvorligt.
Trusler og polititilhold
Men ekskæresten ville ikke acceptere Stines beslutning. Han blev ved med at stalke hende. Stine gik til politiet, for at få det stoppet. Hun kunne mærke, hvor meget ro det gav hende de dage, han ikke kontaktede hende.
- Selvom jeg havde slettet ham fra de sociale medier, så sendte han en krone til mig på mobilepay med en lille tekst. Det gjorde han 134 gange, med beskeder om alting fra, ”jeg savner dig”, ”jeg elsker dig” til, ”du er bare sådan en bitch, kom her og blive voldtaget en sidste gang”. Der var også trusler ind imellem, hvor han skrev, at jeg hellere må holde mig indendørs, for jeg kan aldrig slappe af i den her by. Sådan virkelige grimme ting, og så skrev han så igen, ”jeg savner dig og elsker dig, jeg savner bare det, vi havde”.
"Han skal ikke bestemme."
Ekskæresten fik et polititilhold og må ikke kontakte og forfølge hende.
Det allervigtigste for Stine er nu, at hun igen har fuldstændig opbakning fra familien. Det takker hun sin psykolog for, som tog initiativ til et familiemøde.
- De så det som, jeg havde røvrendt dem alle sammen, fordi jeg så min ekskæreste igen, samtidig med at jeg havde givet indtryk af, at jeg havde lært en hel masse på krisecentret. Vi fik snakket om, hvad det er for nogle mekanismer, der spiller ind. At det ikke har været for at gøre dem ondt, men at jeg ligesom havde haft skyklapper på og set verden gennem hans øjne. Jeg havde været i hans hoved i så mange år og været afskærmet fra verden. Min familie fik en forståelse, og bakker nu så meget op. Det er altafgørende, at jeg har familien i baghånden. For jeg havde ingen venner, og da familien lukkede i, så stod jeg mutters alene.
Et liv uden vold
Forholdet til ekskæresten er helt slut, fortæller Stine med stor overbevisning i stemmen. Hun vil for alt i verden ikke sætte forholdet til familien over styr.
Stine har også været i behandling for sit hashmisbrug.
- Det har bare været en ekstra ting, der har lagt en dæmper på min hjerne. Det har lagt en tåge over alle de forfærdelige ting, for så var det ligesom nemmere at leve i. Vi røg jo bare hele tiden. Men nu når jeg er blevet klar i hovedet, så kan jeg virkelig indse alle de her forfærdelige ting, der skete for mig.
Ekskæresten holder sig væk efter forbuddet fra politiet om at opsøge hende, men han skulle lige have det sidste ord fortæller Stine:
- Han kom og smadrede de ting, jeg havde foræret ham, mens vi var kærester, foran min dør.
Stine kan dog ikke sige sig helt fri for at kigge sig selv over skulderen, når hun går tur, eller når der kører en bil forbi.
- Så ja, jeg har antennerne ude og er stadig på vagt. Men jeg føler, jeg er okay. Jeg vil ikke lade det styre mig. Han skal ikke bestemme, hvor jeg skal bo henne, han skal ikke bestemme, hvor jeg befinder mig, han skal ikke bestemme, hvad for nogle personer, jeg ser. Jeg har været en lang, men nødvendig proces igennem for at kunne se det i øjnene.
Stine håber, hun kommer til at bruge alt det, hun har lært til at hjælpe andre. Hun ser sig selv tage ud på skoler og andre steder og fortælle om kontrollen og volden og vigtigheden af at få hjælp.
- Så kan andre måske relatere til det, jeg fortæller og få det stoppet, inden det ender så galt, som det gjorde for mig.
