Jeg var fanget i psykisk vold
Elise kunne efterhånden ikke kende sig selv i sit forhold. Ekskæresten fortalte hende gang på gang, at hun var bims. Til sidste tænkte hun det også selv, og det var ved at få fatale konsekvenser. Mødet med Holstebro Krisecenter gav hende mod og styrke til at sige fra.
Elise var helt tvistet i sit hoved mod slutningen af sit forhold med ekskæresten, som hun var sammen med et par år.
- Til sidst vidste jeg ikke, hvad der var op og ned på tingene. Det kom gradvis, og så blev det værre og værre for mig. Det var rigtigt meget noget med, at han benægtede, at han havde sagt nogle ting, så sagde han, "det har jeg aldrig sagt", "det har vi aldrig snakket om", "du har misforstået mig", "du forestiller dig ting".
"Jeg blev hele tiden kørt rundt med."
Selvom det var tydeligt for Elise selv, hvad de havde talt om og aftalt, og hun kunne bevise det med sms'er, så blev hun ignoreret og lagt på is.
- Så tog han kontakt igen efter noget tid, og så kørte det hele forfra igen. Han fortalte mig hvor fantastisk, jeg var, at jeg var hans drømmekvinde. Han kom med gaver. Men så kunne det pludselig igen skifte til, at han ikke dukkede op til aftaler eller svarede på beskeder og opkald. Når jeg konfronterede ham med hans opførsel, blev jeg mødt med verbale angreb om, at jeg forestillede mig en hel masse ting og var jaloux.
Sådan kørte forholdet hele tiden i ring fra begejstring til nedgørelse, hvor Elise fik at vide, at hun skulle tage sig sammen og gå til psykolog.
- Jeg blev hele tiden kørt rundt med.
Efter halvandet år besluttede de sig for at flytte sammen. De gik på boligjagt og fandt det helt rigtige rækkehus. Men da indskuddet skulle betales, fik Elise en undskyldning om, at han ikke kunne betale til indskuddet. Elise betalte det hele. Da parret skulle flytte ind, kom der nye undskyldninger for, hvorfor han alligevel ikke kunne flytte ind.
- Jeg skulle lave om på mig selv, før han turde flytte ind.
Elise sad pludselig alene med et hus og en stor have, hun ikke havde overskud til alene.
Tænkte jeg er selv var skyld i volden
Selvom Elise godt kunne se, der var noget helt galt i forholdet og tænke, at det var ham, der var bims, så vendte hun det alligevel mod sig selv og tænkte, at det nok var hende selv, der var bims.
- Når jeg ser tilbage, kan jeg godt høre, jeg lavede mange undskyldninger for, at det højst sandsynligt var min egen skyld, når han gjorde sådan.
Da det kom til fysisk vold, og ekskæresten tog kvælertag på Elise, undskyldte hun også det med, at det var hendes egen skyld. Hun havde nok presset ham til at gøre det, fordi hun var så gal. Det var også hans besked til hende.
Alligevel blev hun hos ham.
- Der var jo også det gode, det kærlige, det omsorgsfulde, gaverne, den fantastiske intimitet og nærværet. Men det var så hårdt psykisk at blive ved med at køre op og ned. Jeg følte, jeg var i kontakt med alle mine følelser. Jeg fik også en ekstrem vrede. Det var ubehageligt. Jeg kunne ikke identificere mig med det, der skete, Jeg blev angst og bange for at være alene. Det var ikke noget, jeg før havde kendt til, og jeg havde simpelthen ikke energi til at redde mig selv, for man drukner langsomt, fortæller Elise.
"Jeg følte en ensomhed, jeg aldrig havde følt før."
Hun forsøgte at afbryde forbindelsen til ham, men så tog han kontakt og omvendt, hun kontaktede ham, hvis han ikke lod høre fra sig.
Selvom hun under nedturene var stålsat på at bryde forbindelsen til ham, var hun også grebet af en anden følelse - ensomhed.
- Jeg følte en ensomhed, jeg aldrig havde følt før. Det var også bare noget, der brændte indeni mig. Jeg tror min krop og min hjerne, ja hele mit system havde svaret, men jeg havde ikke selv svaret. Og ja, det gør rigtig ondt at sige det her højt, men jeg begyndte at tænke, at jeg ikke havde styrke nok til at komme væk fra ham, så det var bedst, hvis jeg bare tog mit eget liv. Det prøvede jeg, men det kunne ikke lade sig gøre.
Vold har fulgt Elise hele livet
Elise fortæller om en barndom, hvor både fysisk og psykisk vold var en del af hverdagen i hjemmet. Det var ikke noget familien fik hjælp til, ingen vidste det. Elise levede i frygt, men det blev normalt for hende at have det sådan. Hun kendte ikke til andet. Elise er i dag 49 år og førtidspension, og hun får hjælp fra en støttekontaktperson fra kommune for at få hverdagen til at fungere bedre.
Elise havde meget tillid til den støttekontaktperson, der kom i hjemmet i tiden, hvor hendes parforhold udviklede sig fatalt.
- Jeg beskrev flere gange min situation for hende og tanken om at ende mit liv, da jeg ikke kunne se mig ud af det hele.
Det var støttekontaktpersonen, det gjorde Elise opmærksom på, at det måske var psykisk vold, hun var udsat for. Elise havde overhovedet ikke selv tænkt på at hendes psykisk dårlige tilstand kunne skyldes vold. Det var noget hun forbandt med slag og spark.
Fanget i psykisk vold
Elise læste på nettet om psykisk vold og tog imod forslaget fra støttekontaktpersonen om at tage til en samtale på Holstebro Krisecenter.
Det ændrede alt for hende, da hun blev klar over, at der var noget, der hed psykisk vold.
- Det havde ikke før givet mening inde i min hjerne, at man kunne så være så ond, fuldstændig ligeglad, uempatisk og bare køre fra mig, når jeg var så ked af det. Det er faktisk som om, jeg finder en stor lettelse, for selvfølgelig er det jo psykisk vold. Jeg mødte pludselig en forståelse, og jeg blev hørt, som jeg aldrig var blevet før.
"Det er en rigtig rar følelse at blive anerkendt."
Elise fik sagt det nye rækkehus op og flyttede ind på Holstebro Krisecenter. Først fandt hun dog en masse undskyldninger for, hvorfor hun ikke kunne bo der.
- Det er svært at skulle forene sig med at skulle bo på et krisecenter og bo sammen med andre, man ikke selv har valgt. Flere gange i starten kom tanken om, at jeg bare kunne klare det selv.
Elise fik dog hurtigt en følelse af, at der var meget hjælp at hente på Holstebro Krisecenter, så hun hang i.
- Når man kommer, er man jo færdigspillet, og man er bange for alt og nervøs. Der er sådan en vis tilbageholdenhed, og den bliver så mindre og mindre, og man begynder at kunne grine lidt og slappe lidt af og turde nogle ting. Der kommer en afslappethed.
Elise har været på en rejse. Sådan beskriver hun de ni måneder, hun har boet på Holstebro Krisecenter.
Gennem samtaler med personalet og en psykolog, er hun igen klar til at bo for sig selv.
- Jeg tror, det allervigtigste er, at jeg er blevet hørt. Det oplevede jeg ved, at de troede på mig, og på at det, jeg fortalte dem, det var sandheden. Min sandhed var blevet fordrejet i så lang tid. Jeg finder jo senere ud af, at sådan har det også være i min opvækst. Hvis du altid er blevet mødt med ikke at blive anerkendt og hørt, når man så bliver mødt, så er det helt fantastisk.
Voldsramte kvinder støtter hinanden
Blandt alle de gode mennesker Elise har mødt på Holstebro Krisecenter, hører også de kvinder, der har søgt hjælp ligesom hende selv.
- Det at være på et krisecenter sammen med andre betyder, at man ikke er alene med det, man har oplevet, og der er ikke noget galt med mig. Man har nogen at spejle sig i. Selvom vi nogle gange jo ikke har voldsomt meget overskud, så er der bare også altid nogen, der lige giver et kram, eller vi spotter hinanden på dage, hvor en ikke har det så godt. Så laver vi mad og sørger for, at hun også har noget at spise. Det har jeg prøvet mange gange, at nogen har banket på hos mig og sagt, der er aftensmad.
Volden blev normal
Elise har haft meget skyldfølelse over, hun ikke fik sagt fra overfor sin ekskæreste, og lod den psykiske vold knække hende.
- Et eller andet sted har man godt vidst, at man svigtede sig selv. Det er en ubehagelig indsigt, fordi ”hvorfor gør man ikke noget?”. Det er noget af det, jeg har arbejdet med og fået svar på.
Mønstret fra barndommen, hvor Elise indordnede sig under volden, har fulgt hende ind i voksenlivet. Det kan hun se i dag. Hun har ikke været i stand til at spotte den psykiske vold i sit parforhold, for hun har bare været vant til, at sådan er livet.
"Jeg er blevet hørt."
Nu har hun fået redskaber til at se tegn og mærke, hvornår hun skal sige fra overfor situationer, der er dårlige for hende at være i. Det har hun ikke kunnet før, fortæller hun.
Det har blandt andet betydet, at nogle familiemedlemmer er valgt fra. Når hun talte med dem, begyndte hun at ryste. Hun kunne mærke både fysisk og psykisk, at hun fik det dårligt, når hun var i kontakt med dem.
- Jeg kan mærke, at relationen er usund. Det føles rædselsfuldt inden i mig. Jeg har nu lært, hvad jeg skal gøre for at passe på mig selv og sætte et værn op for mig selv. Jeg har slet ikke samme tolerance for andre. Førhen har jeg simpelthen ladet folk gå for langt og komme for langt ind og køre mig rundt.
Det har også været en hård kamp at skulle se så grundigt på sit liv, men samtidig også den største gave, fortæller Elise.
Under hele forløbet har Elise faktisk været bange for at personalet pludselig kom og sagde, hun skulle flytte, fordi de ikke troede på hende.
- Så det er en rigtig rar følelse at blive anerkendt, men lidt skræmmende at det ligger så dybt i en, at nej de tror ikke på mig. Det er lidt for godt til at være sandt, det kan simpelthen ikke passe, at der eksisterer sådan nogle mennesker, siger med et Elise stort smil.
Elise ser frem til en hverdag i egen lejlighed og med overskud til at dyrke sine kreative sider, som har været gemt langt væk.
Elise er ikke kvindens rigtige navn.
