Forfulgt og chikaneret af eksmand
I mere end ti år blev Nina stalket af sin eksmand. Først da hun tog imod hjælp fra den gratis rådgivning “Sig det til nogen” på Holstebro Krisecenter, blev hun klar over, hvor meget hendes liv var lagt i lænker af psykisk vold.
Rådgivningsforløbet sendte hende på en rejse, hun på ingen måde havde forestillet sig.
- Jeg har fået et nyt liv, jeg kan trække vejret frit.
Nina levede i mange år i et ægteskab med kritik, nedladende bemærkninger, vrede og en konstant kommanderende tone.
- Jeg var faktisk husbestyrerinde mere end en hustru og kæreste.
Nina føjede ofte sin mand for at gøre ham tilpas og få ro.
- Til sidst blev det også sådan noget med, at det bare var nemmere at gøre det så godt som jeg nu kunne. Men selvom jeg gjorde det så godt, jeg kunne, så var han stadigvæk ikke tilfreds.
"Jeg er som en karklud, jeg er så udmattet."
Nina tog ofte af sted fra huset, for at komme væk fra ham. Gik ture, tog bilen og kørte en tur med børnene under påskud af, hun skulle handle ind.
- Jeg flygtede fra ubehaget. Jeg var hele tiden i aktivitet.
Men situationen blev meget værre for Nina, da hun endelig formåede at sige fra.
Eksmandens chikane tog til, da Nina flyttede
Broderens pludselig død gav Nina overskuddet til at ændre sin situation.
- ”Når livet er så kort, og det her er så forfærdeligt, er jeg bare nødt til at have det godt. Nu skal det her være slut”, tænkte jeg. Jeg begyndte at sætte min eksmand stolen mere for døren og markere, at jeg skulle noget andet. Jeg kunne mærke, jeg blev stærkere.
Nina skiftede også job, videreuddannede sig og blev leder. Hun tog også så meget mere ledelse over sit eget liv, at hun fik trumfet igennem, at huset skulle sælges. Hun ville flytte med børnene.
- Jeg sagde til ham, at ”nu vil jeg ikke længere. Jeg kan ikke tolerere, at du taler sådan til mig. Der er mange ting, hvor jeg har været large i løbet af det her forhold, men nu kan jeg ikke mere, så nu skal det simpelthen stoppe. Nu vil jeg have huset bliver sat til salg”.
Hussalget trak ud, og Nina oplevede endnu mere vrede og aggressivitet og ydmygelser både hjemme og i andres påhør. Til sidste flyttede hun med børnene, selvom det kostede hende dobbelt husleje i en periode. Det gjorde Nina godt at komme væk fra eksmandens fysiske tilstedeværelse, kunne hun mærke.
- Det var ligesom at tage en kåbe af.
"Jeg er jo et sølle ensomt menneske."
Men så begyndte han at stalke hende og børnene.
- Det foregår ved daglige sms'er og lige pludselig ud af periferien, så dukker han op. Går bare direkte ind hos os, begynder at hakke på mig og være ubehagelig med de frygteligste udfald: “Du kommer aldrig til at klare dig alene, og jeg får børnene. Du har altid været utilregnelig, og du trænger til at snakke med en psykolog, der er noget galt med dig, siden du kan finde på at gå fra mig”. Han forsøger også at skræmme vores børn til at fortælle præcist, hvad jeg laver, hvem jeg snakker med. Jeg er som en karklud, jeg er så udmattet.
Situationen sætter sig i Ninas krop.
- Jeg får en sitren, jeg er utryg og får angst. Det oplevede jeg også, da vi boede sammen, det er bare mere ekstremt. Det var som om et andet menneske havde lukket mig inde i en boks og smidt nøglen væk. Jeg var helt nedbrudt.
Alt bliver meldt til politiet
Nina fandt overskud til at tage en ny uddannelse. Det var som en pause, når hun tog afsted fra byen for at studere, oplevede hun. Gennem uddannelsen blev hun også klogere på sig selv og fik redskaber til at bygge sig selv op igen.
Imens fortsatte de verbale overfald fra eksmanden. Hun oplevede, at han hængte hende ud i netværket, samtidig med han fortsatte med at dukke op ud af det blå hos hende og børnene.
- Jeg sidder på terrassen, pludselig står han foran mig, og jeg springer ind og låser døren. En dag, da jeg skulle ud med skraldespanden, stod han foran min dør. Jeg kom også cyklende, hvor jeg pludselig kan mærke, der er en, der følger efter mig i bil, jeg kan se det er ham, og han bliver lige så stille med at følge efter mig. Han er også fulgt efter mig filmende med sin mobiltelefon, mens jeg handlede.
Alt bliver meldt til politiet. Politiet rykker også ud, da Nina tilkalder dem for at komme et af børnene til undsætning. Her er eksmanden igen råbende bare gået ind i huset og vil have fat i sønnen, der inde på sit værelse skræmt får ringet til sin mor.
Selvom politiet er inde over sagen, fortsætter stalkingen i over ti år.
Men i 2022 bliver stalking strafbart, og det får endelig sat en stopper for chikanen. Ninas eksmand får et polititilhold og skal holde sig væk.
Alvorligt påvirket af psykisk vold
Uroen hos Nina vil imidlertid ikke slippe sit tag i hende.
Hun er konstant på vagt og bange for at hendes eksmand alligevel vil dukke op og gøre skade på hende og børnene.
Lige så stille går det op for hende, hvor voldsomt fortiden kontrollerer hende.
Hun fornemmer, der er et mønster, hun skal have hjælp til at bryde. Det går fint på arbejde, men derhjemme opvarter hun børnene, føler sig isoleret og kommer ikke ud. Hun ville gerne ud blandt andre og være social og få nogle relationer til mænd.
"Der er ikke nogen, der ringer til lægen. Ingen."
Gennem kontakten med politiet hører hun om den gratis rådgivning “Sig det til nogen”. Og efter få samtaler med en rådgiver går det op for hende, hvor meget hun har fornægtet.
- Jeg bliver klar over, at det ikke er en optimal måde, jeg lever på. Jeg er jo stadigvæk låst nede af min eksmand, og alt det jeg har været igennem, som jeg aldrig har fået bearbejdet. Jeg har jo den der konstante sitren. Jeg er jo hele tiden på overarbejde. Så jeg begynder lige så stille at blive bevidst om, at jeg er nødt til at handle. Jeg skal flytte et andet sted hen, være sammen med mennesker og få mig et liv igen. Jeg er jo et sølle ensomt menneske.
Samtaler med psykolog hjalp Nina til at forstå, hvorfor hun var bange
Men før Nina kan føle sig fri, må hun for alvor forsøge at finde ud af, hvad det præcist er, der fanger hende. Her får hun hjælp fra psykologen hos “Sig det til nogen”.
Vold og kontrol i barndommen
I samtaler rejser de tilbage i tiden og stopper op ved alle de grænseoverskridende oplevelser, der kommer frem i hendes erindringer. Nina fortæller om alle de voldsomme og ubehagelige følelser, der dukker op sammen med erindringerne, men som hun har lagt låg på og aldrig talt med nogen om. Det er hårdt, og Nina oplever angstanfald, mens hun fortæller om de mange episoder.
- Hvor jeg nærmest sådan ikke kan trække vejret, og jeg får smerter i maven.
Men samtalerne er forløsende. Hun får øje på en rød tråd i sit liv, og et mønster, hun aldrig har fået brudt. I dag kan hun se, hun har ladet eksmanden komme alt for tæt på med hans kontrol og ubehageligheder. Hun har føjet ham, ligesom hun i barndommen føjede sin voldelige far for at få ro på den utrygge sitren, der også boede i hendes krop dengang på grund af farens kontrol og hidsige temperament.
- Hvis skorpen på frikadellen var for hård, kunne han finde på at rydde hele bordet og så lå de på gulvet, for det hundeæde, var der ikke nogen, der skulle spise. Så fik vi ingen aftensmad, og vi græd og var kede af det, og min mor var fuldstændig slået til vægs. Det kunne ske flere gange om ugen.
"Jeg føjede ham bare."
Frygten for verbale eller fysiske overfald lurede konstant i barndommen. Det kunne være slag med en hundepisk hen over ryggen.
- Eller dengang min far så mig tale med en vejarbejder nede i byen. Han mener, jeg står og flirter, og jeg får at vide, at jeg skal gå hjem. Jeg kan se, han er stjernetosset. Derhjemme tager han fat om mit hoved og bliver ved og ved med at slå det ind i væggen så meget, jeg mister bevidstheden. Min mor finder mig, da hun kommer hjem om aftenen fra arbejde og sidder så ved mig og prøver at få fat i mig igen. Der er ikke nogen, der ringer til lægen. Ingen.
Nina husker også, hvordan faren var raget uklar med alt og alle i byen på grund af sit temperament.
- Jeg og mine søskende blev mobbet og fik også tæsk andre steder, fordi rygtet var, at vi kom fra en familie, som bare gjorde, hvad der passede dem. Men det var jo min far, ikke os.
Frygter ikke eksmanden længere
Nina finder gennem samtalerne frem til, at eksmanden i grunden bare er det, hun kalder en frygtelig sølle mand, som hun ikke behøver at frygte.
- Den angst, jeg har for min eksmand, bunder jo egentlig ikke i ham. Den bunder jo i den angst min far skabte i mig, fordi han var, som han var. Den angst har jeg egentlig taget med videre til alle de mænd, der har været forbi. Men min far kan jo ikke gøre mig noget, han eksisterer ikke længere.
Angsten har nu sluppet sit tag i Nina.
I dag er hun ikke længere bange for at støde ind i eksmanden. Hun kender sine grænser nu.
- Han kommer aldrig nogensinde til at røre mig igen. Det han har gjort, handler jo om, at han er en syg mand. Jeg har haft et reaktionsmønster med fra barnsben, hvor jeg har ladet ham gøre lige præcis, hvad han ville med mig. Jeg føjede ham bare. Det er jeg vokset op med. Ville han uddanne mig til husholderske, kunne han gøre det, jeg tolererede det hele.
"Man skal virkelig tage det seriøst. Virkelig."
Nina er nu i gang med at prøve sig selv af i forskellige sociale sammenhænge. Hun har meldt sig som frivillig til en foreningsbestyrelse.
- Det er en måde at øve mig på at være sammen med mænd. Jeg har også spist og hygget mig i sammenhænge med mænd. Det er simpelthen fantastisk. Det har jeg ikke kunnet, fordi der har været så mange mænd, som har været så grænseoverskridende overfor mig. Nu kan jeg godt mærke med det samme, jeg kommer i nærheden af en, hvor jeg ikke skal være. Så går jeg væk.
Nina kan mærke varmen i sin krop nu, og hvordan hun kan tække vejret frit. Hun anede ikke, hvad det var, hun stod i, da hun havde det værst. Hun tænkte på ingen måde, at det var noget, hun få hjælp til. Derfor har hun nu et råd er til alle, der lever i et dårligt forhold - søg hjælp.
- Stol på dig selv. Hvis du har det dårligt, så er det rigtigt, du har det dårligt, og du skal gøre noget ved det. Det der med, at man mærker noget i kroppen, det er rigtigt, og det er fordi, man ikke har det godt. Der er noget at hente, hvis man søger hjælp. Man skal virkelig tage det seriøst. Virkelig.
Nina er ikke kvindens rigtige navn.
