Truede med at skyde mig
Sofie var i konstant alarmberedskab. Hun var hele tiden bange, men hun så ikke sig selv som én, der skulle kontakte et krisecenter for kvinder.
Sofie blev selv klar over, hun måtte have hjælp, da hun fortalte veninden om dødstruslen fra sin voldelige kæreste, der truede med at skyde hende.
- Jeg så, hvor skræmt hun blev. Hun frygtede, at han tog livet af mig. Hendes ansigtsudtryk gjorde, at jeg vidste, jeg skulle gøre noget.
Det er min egen skyld
Sofie havde hidtil tænkt, at hun ikke var vigtig nok til at komme på krisecenter. At hun bare skulle tage sig sammen. Det var nok ikke var så slemt, for hun kunne jo bare gå fra ham, hvis det var så galt.
Gennem lang tid havde kæresten isoleret hende og bestemt, hvem hun måtte ses med og ikke ses med, hvornår en dør skulle være åben eller lukket, hvor stor en tår juice, hun måtte drikke.
- Jeg gik som på glasskår, for at adlyde hans humør.
Han sagde også, at hun var psykisk syg, og Sofie vendte det hele mod sig selv.
- Jeg forstod godt, hvorfor folk forlod mig, jeg var jo forkert.
Det er forkert, det han gør
Forvirret og vildt nervøs fik Sofie ringet til først et krisecenter, som ikke havde plads. Men personalet gav hende nummeret til Holstebro Krisecenter, som bad hende komme.
Hele tiden havde hun en frygt for at blive afvist og at få at vide, at det var hendes egen skyld, hun var endt i den her situation.
- Men de tog mig alvorligt og reagerede med, at det var forkert, det han gjorde.
“Selvom han stadigvæk hjemsøger mit sind, og jeg bor på et krisecenter, så er det længe siden, jeg har følt mig så fri som jeg gør nu.”
Sådan skriver Sofie i sin dagbog, dagen efter hun gik ind gennem den aflåste og kameraovervågede indgang til Holstebro Krisecenter.
- Det var voldsomt, og jeg havde dårlig samvittighed over at gøre noget godt for mig selv ved at være i sikkerhed på et krisecenter. Så folk mig som ond? Måske ville det gå ud over vennerne, at jeg ikke var hos ham. Hvis jeg var hos ham, så var han jo fokuseret på mig. Det var jo ham, der havde det svært, så jeg burde være hos ham.
Jeg skal mærke min egne grænser
Sofie tænkte, hun bare skulle være på krisecentret en dag. Personalet anbefalede, at hun blev.
“Jeg kan slet ikke overskue at være her lige nu. Jeg føler, jeg savner ham, men det gør jeg jo egentlig ikke. Jeg savner den illusion, han skabte i starten.” (Citat fra Sofies dagbog.)
Alle der kommer på Holstebro Krisecenter får tilknyttet en af de ansatte som kontaktperson. Gennem samtaler guides du under opholdet til at få styr på det kaos, du står i, og Sofie fik snakket med sin kontaktperson om al sin tvivl og forvirring.
- Min kontaktperson sagde, ”jeg tror ikke, du er forvirret, jeg tror godt din krop ved, hvad du skal gøre”. Og hun havde ret. Men han havde fået mig til at tvivle så meget på mig selv, at jeg ikke kunne mærke mine egne grænser og respektere mig selv.
Sofie valgte at lytte til sin mavefornemmelse. Hun blev. Hun fortæller sin historie kort tid efter, hun valgte at flytte ind.
- Hele mit system begyndte at slappe af. Jeg fik ham blokeret på min telefon og har overgivet mig til en omstilling af mit liv.
Gennem samtaler med sin kontaktperson, psykologen og de andre kvinder på krisecentret fandt hun håb.
Håb om et liv unden vold
“Wow hvor har det egentligt været voldsomt. Hvor er det dog voldsomt. Jeg stolede virkelig på ham. Jeg er glad for, jeg stolede mere på mig selv i den sidste ende og valgte at tage herhen.” (Citat fra Sofies dagbog.)
Hun skulle selv forstå alvoren for at kunne se sig selv i en ny virkelighed, hvor hun ikke faldt ind i de samme mønstre, hvor andre styrede hende og havde kontrollen over hende og behandlede hende dårligt.
- Det gør ondt at arbejde med sig selv og bryde med de gamle mønstre, men det er nødvendigt for at få det godt, fortæller Sofie.
“Jeg nåede ikke at gå helt tabt, og jeg lever mere og mere for hver dag der går for med den healing, jeg er i gang med, så finder jeg lige så stille ud af hvad/hvem jeg i sandhed er. Jeg er ved at finde mig selv.” (Citat fra Sofies dagbog.)
Sofie er ikke kvindens rigtige navn.
