Voldstyper

Hvad er vold - og hvordan forholder du dig til det?

Vold er ikke bare én ting. Der findes mange forskellige typer af vold herunder psykisk vold, fysisk vold og seksuel vold. Hos Holstebro krisecenter er vores ypperste opgave at beskytte kvinder og børn, som er blevet eller bliver udsat for vold.

Har du oplevet, at din partner eller et andet menneske har gjort noget mod dig, som har:

  • Påført dig skade eller smerte?
  • Skræmt dig og gjort dig bange?
  • Fået dig til at gøre noget mod din vilje?
  • Fået dig til at stoppe med at gøre noget, som du gerne ville?
  • Krænket dig?

Så er du sandsynligvis blevet udsat for vold. Vold dækker nemlig over mange ting og opstår typisk som udtryk for et ønske om kontrol og magt fra udøverens side. Har du oplevet én eller flere af ovenstående episoder, så kontakt Holstebro Kvindekrisecenter eller ring til den nationale hotline på +45 1888. Du er altid velkommen til at ringe til os på +45 96 11 48 40. Vi er her for at hjælpe dig!

Fysisk Vold

Fysisk vold ses typisk som fysiske slag, spark, skub, fastholdelse, krads, lussinger, brændemærker eller forsøg på kvælning. Det kan også ske som angreb med andre genstande, der i værste tilfælde indebærer knive eller skydevåben. Fysisk vold kan dog også være, hvis du for eksempel bliver låst inde, eller hvis du bliver nægtet adgang til essentielle ting som mad, toiletbesøg og søvn. Tegnene på, at et menneske er udsat for fysisk vold, er som regel synlige. I de værste tilfælde kan fysisk vold tilmed være livsfarligt for den person, som bliver udsat for volden.

Selvom fysisk vold ofte er kendetegnet ved også at efterlade fysiske spor på kroppen, må man ikke være i tvivl om, at når der er tale om fysisk vold, er der også tale om psykisk vold.

Psykisk vold

Psykisk vold kan ikke ses, men den kan mærkes. Ofte oplever en person, som er udsat for psykisk vold; angst, skræk, krænkelser og lignende. Derfor kan psykisk vold være præcis lige så skadende som fysisk vold. Psykisk vold kan indebære alt fra for eksempel at blive truet med fysisk vold til at blive råbt ad, at blive overdrevent kritiseret, nedgjort eller ignoreret. Alt sammen noget, som er med til at skade vores psykiske væsen.

Der er også tale om psykisk vold, hvis voldsudøveren eksempelvis har en truende adfærd. Det kan være truen med selvskade eller selvmord, eller hvis udøveren truer med at slå dig og/eller din børn ihjel, truer med at smide dig ud af en fælles bolig eller generelt truer med at gøre skade på dig og andre.

Derudover er stalking eller overvågning også psykisk vold. Hvis du oplever, at du eksempelvis hele tiden skal fortælle din mand eller kæreste, hvor du er, og hvad du laver, eller hvis du hele tiden bliver tvunget til at vise dine e-mails, sms’er og lignende, kan der være tale om psykisk vold i form af overvågning. Modtager du gentagne telefonopkald, e-mail, sms’er eller breve fra den samme person mod dit ønske, kan der være tale om stalking. Det er også tilfældet, hvis en person følger efter dig i hverdagen, selvom du ikke ønsker det, og det gør dig måske også utilpas eller bange.

Seksuel vold

Der er tale om seksuel vold, hvis du oplever at blive rørt ved mod dit ønske. Der er også tale om seksuel vold, hvis du bliver tvunget til seksuelle handlinger, som du ikke har lyst til. Det kan blandt andet inkludere smertefulde seksuelle aktiviteter eller ligefrem voldtægt, men kan også være anden seksuel tvang, såsom at udøve tvungne seksuelle handlinger foran andre eller selv at blive tvunget til at se andre have sex, selvom du ikke har lyst. Har du oplevet seksuel vold, bør du anmelde det til politiet. Hvis dette er svært for dig eller ikke er muligt, står vi klar til at støtte og rådgive dig i processen og sammen sikre, at du aldrig udsættes for dette igen.

Hvorfor udøver nogle mennesker vold?

Der er forskellige årsager til, at nogle mennesker føler en trang til at udøve fysisk, psykisk eller seksuel vold over for andre – herunder ofte deres partner. Partnervold eller kærestevold skyldes som regel, at den udøvende har et behov for at være i kontrol. Der kan blandt andet være tale om en ukontrolleret jalousi, som resulterer i et behov for at kunne styre sin partner. Vold i barndommen kan også være en udløsende faktor for, at nogle mænd udøver vold over for deres partnere senere i livet.

Bliver jeg udsat for vold?

Mange tænker vold som fysiske slag, men vold kan bestemt også være andet end at blive slået. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du bliver eller er blevet udsat for vold, så tag et kig på listen herunder. Der er en stor chance for, at du har været eller er udsat for vold, hvis du har haft eller ofte har en oplevelse af at:

 

  • Du ofte bliver råbt ad og nedgjort.
  • Du bliver kritiseret og aldrig kan gøre det godt nok.
  • Du skal være meget opmærksom på alt, hvad du siger og gør omkring din partner.
  • Du hele tiden skal redegøre for, hvor du er, hvad du laver, og hvem du er sammen med.
  • Du får tjekket din telefon og dine beskeder.
  • Du og/eller dit barn bliver skubbet, rusket i eller holdt fast.
  • Du bliver overtalt til at have sex, selvom du ikke har lyst.
  • Du får ødelagt nogle af dine ting med vilje.
  • Du føler dig tvunget til at gøre ting, du ikke har lyst til.
  • Du føler dig tvunget til at stoppe med at gøre ting, du gerne vil.
  • Du føler dig stalket eller overvåget af et andet menneske.
  • Du føler dig bange på dine egne og andres vegne.

 

Vold er aldrig okay. Kontakt Holstebro krisecenter for voldsramte kvinder hurtigst muligt, hvis du kan genkende en eller flere af ovenstående scenarier.

Tegn på vold

En voldsramt person vil ofte opleve problemer med grov mistrivsel. Vold i alle former kan også føre til yderligere problemer med søvnløshed eller til problemer med eksempelvis at passe et arbejde og udføre rollen som forælder. I værste tilfælde kan det også føre til selvskadende adfærd og symptomer som depression, angst, lavt selvværd, isolation fra omverdenen og lignende.

Konsekvenser ved partnervold

Partnervold er desværre en af de typer vold, som flere kvinder oplever, og det kan have store konsekvenser for den voldsudsatte.

Selvom det kan lyde overraskende, har mange kvinder svært ved at forlade deres partner, også selvom de bliver udsat for partnervold. Det kan skyldes en dyb forelskelse i deres partner og et håb om, at han med tiden vil stoppe voldsudøvelsen. Det kan også skyldes en frygt for eksempelvis at miste forældremyndighed til fælles børn, eller at kvinden ikke har det mentale overskud til at forlade sin mand eller simpelthen mangler støtte fra familie og venner.