Man skal ikke kunne tjene penge på at hjælpe voldsudsatte

Man skal ikke kunne tjene penge på at hjælpe voldsudsatte

Af Karin Houmann, Leder af Holstebro Krisecenter og Lisbeth Jessen, direktør for Danner

Blogindlæg

De seneste år har en række nye aktører etableret nye krisecentre. Som noget nyt er disse oprettet som et ApS eller IVS, der til forskel fra den ’normale’ krisecenterorganisering giver friere rammer for at generere profit til ejerne. Disse krisecentre skyder op i områder, hvor ’markedet’ ellers er mættet og uden forudgående erfaring med voldsområdet. Intet af dette er ulovligt, og heri ligger nok det største problem.

For Danner og andre krisecentre har set grelle eksempler på, at disse krisecentre i alvorlig grad mangler faglighed til at kunne hjælpe voldsudsatte kvinder og børn:

En krisecenterleder beretter fx om en kvinde, der var indlogeret på et ApS-krisecenter, hvor hun fejlagtigt blev rådet til at flytte folkeregisteradresse. Krisecentret havde ikke helt basal viden om, at dette har afgørende betydning i en forældremyndighedssag, hvor kvinden således pludselig stod til at miste retten til sin børn. Med hjælp fra kommune og et andet krisecenter blev denne fejl i sidste øjeblik rettet.

Der er adskillige eksempler på en bekymrende lav bemanding, og at medarbejderne ikke har faglighed til at kunne varetage basal voldsfaglig støtte.

Senest så Danner sig nødsaget til at indberette et ApS-krisecenter til Socialtilsynet, da vi konstaterede, at en kvinde under et længere ophold hverken var tilbudt voldsbearbejdende samtaler, socialfaglig rådgivning eller at barnet havde fået stillet psykologhjælp til rådighed, som loven foreskriver. Værst af alt var der ikke taget tilstrækkelig hånd om kvindens sikkerhed eller de PTSD-symptomer, som blev konstateret, da hun blev indlogeret på Danners krisecenter.

På LinkedIn skrev lederen af et ApS-krisecenter for nylig, at hun havde ”taget sin egen bil og hentet en kvinde ude hos voldsudøver”. For udenforstående lyder det måske som en handlekraftig krisecenterleder. Men det afslører en eklatant mangel på faglighed, fordi en sådan handling kompromitterer behovet for høj sikkerhed, risikovurdering og beskyttelse af oplysninger om kvindens opholdssted.

Det er nyt i krisecenter-feltet at etablere et kvindekrisecentre som en slags virksomhed. Og det vækker undren, fordi et ApS eller IVS giver mulighed for at genere høj profit til lønninger. Vi kan ikke med sikkerhed sige, at de gør det. Men når fagligheden vægtes lavt, står der kun tilbage, at krisecentrene har som incitamentet for at profitere på målgruppen. Konsekvensen er alvorlig. For et ophold på et krisecenter kan betyde forskellen mellem liv og død, og en forkert eller misforstået indsats, kan få fatale konsekvenser.

En profitorienteret tilgang er ikke kun kritisk for voldsudsatte kvinder og børn, den skader også de øvrige krisecentres omdømme og faglige virke. For hvis krisecentret har en økonomisk interesse i en høj belægningsprocent, kan man så være sikker på, at de indlogerer kvinder på baggrund af en grundig screening af kvindens voldsudsathed? Og kan man være sikker på, at de udlogerer kvinderne, når hun er klar til at komme videre? Blot dét, at vi nu er nødt til at stille disse to spørgsmål, er med til at undergrave det såkaldte selvmøderprincip, hvor det er den enkelte krisecenterlederen, der visiterer kvinden til et ophold – altså vurderer hendes udsathed – og fastsætter taksten for opholdet. Når man selv har muligheden for at ind- og udskrive, uden om kommune og stat, skal der være en særlig høj etik og uden mulighed for at skabe profit til ejeren af tilbuddet.

Samtidig underminerer den manglende faglighed krisecentrene som gruppe, og det bidrager til at vi ikke kan stå samlet, når der fx – som for nyligt – af familieretshuset og familieretsadvokater bliver sået tvivl om krisecentrenes faglighed.

Krisecentrenes opgave er at sikre, at børn og voksne der indlogeres kan føle sig trygge. De skal mødes med viden om voldens dynamikker og en systematisk hjælp og rådgivning baseret på, hvad der forsknings- og erfaringsmæssigt anses som virkningsfuldt for målgruppen.

Derfor bakker vi op om, at Social- og indenrigsministeren og en række støttepartier nu går ind i dette felt. Vi deler regeringens ønske om kontrol med, at de midler, samfundet bruger på voldsudsatte, går til krisecentre der bruger pengene på at hjælpe kvinder og børn ud af volden.

Derfor foreslår vi, at styrke Socialtilsynet, så det får kompetencer til at gennemgå den organisatoriske og økonomiske opbygning, der ligger bag et tilbud under § 109, uanset om tilbuddet er offentligt eller ikke-offentligt. Større gennemsigtighed i offentlige som ikke-offentliges økonomi og kvalitet må være i alles interesse, så vi i fællesskab sikrer borgerne den bedst mulige indsats for de skattekroner, der er til rådighed.